Dyrkningsvejledning til cannabis af Royal Queen Seeds

By Luke Sumpter

Nøglepunkter

  • Over- og undervanding giver forskellige symptomer i cannabisplanter, bl.a. hæmmet vækst.
  • Overvanding resulterer i våd og sumpet jord, slappe blade der krøller nedad, og rådne rødder.
  • Undervanding får bladene til at blive gule, tørre og sprøde.
  • Læs videre for at finde ud af, hvordan du forebygger og løser overvanding og undervanding.

Der er mange faktorer, der spiller ind, når det kommer til at dyrke sunde og frodige cannabisplanter. Lys, næring, luftcirkulation og luftfugtighed er alle vigtige elementer for optimal vækst og et livskraftigt udbytte. Men vand er uden tvivl en af de vigtigste faktorer for at holde planterne sunde og stærke.

Det lyder måske simpelt, men vanding er faktisk en af de ting, mange dyrkere har svært ved at mestre. Mange tror, at det bedste er at give planterne godt med vand hver dag, men sandheden er, at vandingsprocessen kræver en mere nuanceret tilgang.

Når det kommer til vanding af cannabisplanter, handler om at finde den rette balance, og det kræver både tid og lidt eksperimenteren. For meget vand kan føre til alvorlige problemer og forhindre planterne i at optage ilt. På den anden side kan for lidt vand skabe ekstremt tørre forhold, der dehydrerer planterne og får dem til at visne.

Nedenfor kan du lære, hvordan du genkender tegnene på overvanding og undervanding, og vigtigst af alt, hvordan du løser det.

Video id: 265567364

Sådan genkender du symptomerne på overvanding i cannabisplanter

Overvanding er en klassisk fejl, når man dyrker cannabis. Det sker oftest, fordi dyrkere er for ivrige og bekymrede for, om deres planter får nok vand. Det sker især for nye cannabisdyrkere.

Men udover vand og næringsstoffer har cannabisrødderne også brug for ilt for at trives. Hvis rødderne konstant er gennemblødte, risikerer du, at planterne drukner.

Det første skridt mod at rette op på overvanding er at opdage symptomerne i tide. Nedenfor kan du se de vigtigste tegn, du skal holde øje med.

Tegn på overvandede cannabisplanter

De mest almindelige tegn på overvanding af cannabisplanter inkluderer:

  • Slappe blade: For meget fugt i jorden reducerer iltoptagelsen, hvilket forstyrrer transpirationen og får bladene til at miste deres spændstighed og hænge.
  • Gule blade (klorose): Når næringsoptagelsen hæmmes, kan der opstå næringsmangel, hvilket får bladene til at blive gule.
  • Krøllede blade: Overskydende vand stresser planten og kan få bladene til at krølle nedad og giver dem det karakteristisk klo-formede udseende.
  • Langsom vækst: For meget vand påvirker planternes vigtige fysiologiske processer, og det kan hæmme væksten markant.
  • Svampevækst: Alt for våd jord kan øge luftfugtigheden i dyrkningsmiljøet, hvilket skaber de perfekte betingelser for svampeinfektioner som bl.a. meldug.
  • Sumpet jord: Meget fugtig jord er naturligvis et tydeligt tegn på overvanding. Du kan enten stikke en finger ca. 3 cm ned i jorden for at mærke, hvor fugtig jorden er, eller bruge metoden, hvor du løfter potten, for at mærke hvor tung den er. Ideelt set bør det øverste lag af jorden ikke føles for våd, og der må helst ikke være vand i bunden af potten.
Cannabis overwatering

Rodproblemer i overvandede kimplanter

Rødder bliver ofte overset af cannabisdyrkere, fordi de gemmer sig under jorden – i modsætning til plantens dele over jorden. Rødderne spiller dog en afgørende rolle for plantens sundhed og vækst. De samarbejder med gavnlige mikroorganismer for at optage næringsstoffer og er ansvarlige for at optage både ilt og vand.

Da rødderne er så vigtige, kan planternes sundhed hurtigt gå ned ad bakke, hvis de bliver skadet. Overvanding kvæler i bund og grund rødderne, som forhindrer dem i at optage de næringsstoffer, mikrober og den ilt, som planten behøver for at trives.

Kimplanter er særligt sårbare over for overvanding. Hvis de får for meget vand i en længere periode, kan de udvikle rodbrand og rådne rødder, hvilket får dem til at falde sammen. Overvandede rødder bliver mørke i spidserne, slimede og begynder at lugte dårligt.

Sådan genkender du symptomerne på undervanding i cannabisplanter

For meget vand kan skade cannabisplanter, men for lidt kan være lige så ødelæggende for deres vækst, vitalitet og udbytte. Nedenfor kan du se, hvordan undervanding påvirker planterne, og hvilke faktorer, der ofte er skyld i det.

Tegn på undervandede cannabisplanter

De mest almindelige tegn på undervanding inkluderer:

  • Visne blade: Når planterne ikke får nok vand, mister bladene deres spændstighed og begynder at hænge og visne.
  • Tørre, sprøde blade: Når planterne ikke kan transportere tilstrækkeligt vand til bladene, begynder spidserne og kanterne på bladene at blive tørre og sprøde.
  • Misfarvninger: Vandmangel får planten til at prioritere nyere vækst, og det betyder, at de ældre blade kan blive gule eller brune.
  • Langsom vækst: Reduceret vandoptagelse hæmmer vigtige metaboliske processer som bl.a. næringsoptagelse og fotosyntese.
  • Krøllede blade: Når planterne mangler vand, begynder de store vifteblade ofte at krølle opad eller indad.

Miljømæssige faktorer, der kan føre til undervanding

Undervanding skyldes ofte flere forskellige faktorer, som bl.a.:

  • For lidt vanding: Selvom det ikke er så almindeligt, kan utilstrækkelig vanding føre til problemer.
  • For høj varme: Lange perioder med høje temperaturer øger vandfordampningen og udtørrer jorden hurtigere.
  • For små potter: Små potter tørrer meget hurtigere ud og kan ikke holde nok vand til større planter.
  • Forkert vækstmedium: En jordblanding med for meget sand, perlit eller vermikulit dræner hurtigt og kan derfor udtørre planterne for hurtigt.
Cannabis underwatering

Overvanding vs. undervanding: De vigtigste forskelle

Brug sammenligningen nedenfor til at diagnosticere, om din cannabisplante lider af overvanding eller undervanding.

Jordens tilstand

  • Overvandet: Konstant våd og sumpet jord, mangler luftcirkulation
  • Undervandet: Tør og smuldrende

Bladenes tekstur

  • Overvandet: Bløde, slappe og tunge
  • Undervandet: Tynde, tørre og sprøde

Bladenes farve

  • Overvandet: Mørkegrønne
  • Undervandet: Lysegrønne eller gule, i ekstreme tilfælde brune

Bladenes udseende

  • Overvandet: Hænger og ser opsvulmede ud, krøller nedad
  • Undervandet: Udtørrede og sprøde, krøller opad eller indad

Røddernes tilstand

  • Overvandet: Brune, slimede og kan lugte råddent (tegn på rodråd)
  • Undervandet: Tørre og skrøbelige

Væksthastighed

  • Overvandet: Forkrøblet ny vækst, der ser misfarvet eller underudviklet ud
  • Undervandet: Hæmmet vækst, planten prioriterer nye skud

Lugt i dyrkningsrummet

  • Overvandet: Fugtig, muggen eller jordslået lugt
  • Undervandet: Ingen lugt eller en svag, "støvet" lugt

Miljøforhold

  • Overvandet: Høj luftfugtighed, lave temperaturer, dårlig dræning og muligvis for meget vanding
  • Undervandet: Høje temperaturer, lav luftfugtighed, hurtigt drænende jord og muligvis for sjælden vanding
overwatering vs unerwatering cannabis

Hvor ofte skal du vande dine cannabisplanter?

Der findes ikke ét enkelt svar på det spørgsmål, da der er flere forskellige faktorer, som spiller ind. Faktorer som fx temperatur, luftfugtighed og andre miljømæssige forhold har alle en stor indflydelse på, hvor ofte og hvor meget vand dine planter har brug for.

Heldigvis er der tydelige tegn på, hvornår det er tid til at vande dine planter. En af de bedste metoder er som sagt at tjekke de øverste 3 cm af jorden. Vent med at vande, indtil dette lag er helt tørt. På den måde undgår du at oversvømme jorden.

Når du har gjort det et par gange, begynder du at få en fornemmelse af, hvor lang tid der skal gå mellem hver vanding, og så kan du i stedet begynde at gå efter tiden.

Du kan også holde øje med planternes blade for at se, om de mangler vand. Det er selvfølgelig bedst at vande, før der opstår symptomer, men hvis du ser tegn på slappe eller hængende blade, bør du straks vande planterne.

Sådan redder du overvandede cannabisplanter

Hvis du tidligere har haft problemer med overvanding, eller hvis du vil sikre dig, at det ikke sker, kan du følge nedenstående gennemprøvede metoder:

  • Tjek jordens tørhed: Stik en finger ca. 3 cm ned i jorden. Vand først igen, når dette lag føles helt tørt.
  • Hæv temperaturen: Brug en varmeblæser til at få temperaturen op på 27-29°C for at fremskynde fordampningen.
  • Forbedring af jorden: Bland perlit, sand og vermikulit i din jord for at forbedre dræningen og undgå stillestående vand omkring rødderne.
  • Ilt jorden: Stik spisepinde eller små pinde ned i jorden for at skabe luftkanaler, så rødderne får mere ilt.
  • Brug ventilatorer: Brug ventilatorer i dit dyrkningsrum for at få en god luftcirkulation, så vandet fordamper hurtigere.
  • Vælg de rigtige potter: Smartpotter og stofpotter forbedrer iltning og dræningen, hvilket forhindrer vandansamlinger.

Akut hjælp til overvandede planter

Nogle gange er det desværre for sent at bruge de forebyggende metoder. Hvis dine planter allerede drukner i vand, findes der heldigvis flere nemme løsninger, som kan hjælpe med at dræne og ilte jorden:

  1. Start med at placere en lille træklods eller en kile under den ene side af potten, så den hælder let. Det hjælper overskydende vand med at løbe ud af bunden af potten.
  2. Brug derefter en blæser, som du retter mod jordoverfladen. Det forbedrer luftcirkulationen og fremskynder fordampningen.
  3. Hvis det er muligt, skal du hæve temperaturen en smule. Hvis du ikke har en varmeblæser, kan du flytte planten til et sydvendt vindue eller placere den udenfor i direkte sollys i nogle timer.
  4. Spred til sidst et lag absorberende materiale som fx perlit eller tør kokosmuld på jordoverfladen for at opsuge den overskydende fugt. Fjern materialet, når det bliver vådt, så det ikke blokerer for yderligere fordampning.
How to fix overwatered cannabis

Omplantning for at redde overvandede planter

De tidligere metoder virker i de fleste tilfælde af overvanding. I ekstreme tilfælde kan du dog blive nødt til at fjerne planten fra potten. Følg nedenstående trin for at give din plante de bedste chancer for at overleve:

  1. Fjern forsigtigt planten fra potten ved at lægge hånden fladt på jordoverfladen med plantens stilk mellem din pege- og langfinger. Vip forsigtigt potten på hovedet, og lad rodklumpen glide ud.
  2. Placer planten på en ren, flad overflade. Dup forsigtigt hele rodklumpen med køkkenrulle for at suge så meget af det overskydende vand op som muligt.
  3. Brug en ren og skarp beskærersaks til at fjerne alle rødder, der ser sorte, brune, slimede eller rådne ud, eller som lugter dårligt.
  4. Tag en ny potte og fyld den med frisk jord. Bland 30 % perlit i for at sikre optimal dræning.
  5. Lav et hul i den nye jord, der er stort nok til rodklumpen. Tilsæt 5 g mykorrhizasvampe for at styrke rodvæksten og forebygge sygdomme.
  6. Sæt planten i den nye potte og vand jorden, indtil du ser de første tegn på vand, der løber ud af bunden.

Sådan redder du undervandede cannabisplanter

Nu hvor vi har styr på overvanding, er det tid til at kigge på, hvordan du redder en undervandet cannabisplante. Hvis dine planter viser tegn på dehydrering, som fx krøllede og sprøde blade, skal du handle hurtigt men forsigtigt for at undgå yderligere stress.

Det kan være fristende at gennemvæde planten med en stor mængde vand, men det kan faktisk gøre mere skade end gavn. Undervandede planter har ofte udtørrede og stressede rødder, der mister deres fine rodhår, og disse strukturer er afgørende for at planterne kan optage vand. Hvis de pludselig bliver oversvømmet af vand, kan de ikke nå at optage vandet korrekt, hvilket kan føre til iltmangel, chok i bladenes spalteåbninger og ubalance i cellerne.

For at genoplive din plante er du nødt til gradvist at tilføre vand:

  1. Start med at bruge en spisepind eller lignende til at stikke små huller i jorden, så der kan komme ilt ned til rødderne. Vand derefter forsigtigt med ca. 200 ml vand hvert 10. minut i en time.
  2. Når du har gjort det, skal du fylde en lav bakke med vand og placer potten i bakken. Når du vander planten fra bunden, har den mulighed for at suge vand op i eget tempo, uden at jorden bliver gennemblødt. Efter et par timer vil de første tegn på forbedring kunne ses. Bladene begynder at rette sig ud, og planten vil genvinde sin spændstighed.
  3. Fortsæt med normal vanding, men først når de øverste 3 cm af jorden er helt tør. Din plante burde komme sig helt inden for ca. 3 dage. I alvorlige tilfælde kan det tage op til en uge.
  4. Nogle af de mest skadede blade vil muligvis ikke komme sig. Brug en ren beskærersaks og fjern dem fra planten.
How to fix underwatered cannabis

Sådan forebygger du kronisk undervanding

Nu, hvor du ved, hvordan du løser undervanding, kan du bruge følgende tips til at forebygge problemet fremover:

  • Hold godt øje med jordfugtigheden: Tjek jorden regelmæssigt. Hver dag skal du tjekke de øverste 3 cm af jorden føles våd eller tør. Hvis den føles tør, er det tid til at vande.
  • Vælg den rigtige pottestørrelse: Pottevalget afhænger af den sort, du dyrker, og hvor stor planten skal blive. Autoer og mindre fotoperiodiske sorter trives fint i 11-liters potter, mens højere sativa-dominerede planter har brug for 15-20 liters potter. Hvis du dyrker i et varmt klima, kan større potter hjælpe med at forhindre udtørring.
  • Hold luftfugtigheden stabil: Stræb efter en luftfugtighed på 70 % under kimplantefasen, 60 % i den vegetative fase og 40 % under blomstringsfasen. Brug et hygrometer til at måle luftfugtigheden, og brug en luftfugter, hvis niveauet bliver for lavt.
  • Sænk temperaturen: Hvis undervanding er et tilbagevendende problem, skal du forsøge at holde temperaturen i den lave ende af det optimale spektrum. Brug blæsere og aircondition for at holde temperaturen på minimum 20°C under den vegetative fase og 18°C under blomstringsfasen.
  • Brug jorddække (mulching): Læg et lag halm, ormekompost eller græsklip på jordoverfladen for at holde på fugten.

Vandkvalitet er altafgørende

Nu har du al den viden, du skal bruge for at holde dine cannabisplanter i balance, når det gælder vanding. Du ved, hvordan du undgår både undervanding og overvanding, og hvordan du fikser problemerne, hvis de opstår.

Men vanding handler ikke kun om mængde og frekvens – vandkvaliteten er mindst lige så vigtig. Ligesom for meget eller for lidt vand kan skade planterne, spiller vandkvaliteten også en vigtig rolle for plantesundheden.

Cannabisplanter består af ca. 90 % vand, som de bruger til at udføre essentielle fysiologiske funktioner som bl.a. transpiration og fotosyntese. Hvis vandet er af dårlig kvalitet, kan det påvirke disse mekanismer og forhindre planterne i at nå deres fulde genetiske potentiale.

Men hvad gør vand til god kvalitet? Og hvordan tester du det? Læs videre for at få svarene.

pH-værdiens rolle

En af de vigtigste faktorer, når det kommer til vandkvalitet, er pH-værdien.

pH måler, hvor surt eller basisk en væske er, på en skala fra 0 til 14, hvor 7 er neutral. En lavere værdi betyder, at væsken er sur, mens en højere værdi viser, at den er basisk.

Hvis pH-værdien er for høj eller for lav, kan det give problemer for dine cannabisplanter. pH-værdien i vandet påvirker nemlig plantens evne til at optage næringsstoffer. Med tiden kan forkert pH-balance også ændre jordens surhedsgrad og give symptomer, der minder om næringsstofmangel.

Cannabisplanter trives bedst med en pH-værdi på omkring 6,5. Du kan nemt måle pH-balancen ved at bruge en pH-måler til at teste en prøve af drænvandet, som er det vand, der løber ud af potten efter vanding. Hvis pH-værdien er for høj eller for lav, kan du bruge pH-regulerende produkter til at justere den til det optimale niveau.

Ph in cannabis plant

PPM og vandkvalitet

PPM er en anden vigtig faktor, når det kommer til vandkvalitet. PPM (parts per million) måler, hvor mange mineraler der er opløst i vandet. En måling på 90 PPM betyder fx, at der er 90 milligram mineraler pr. liter vand.

Ved at kende PPM-værdien i vandet kan du bedre sikre dig, at dine planter hverken får for mange eller for få mineraler. For få mineraler kan føre til næringsstofmangel, mens for mange kan give forbrændingsskader på planterne.

Cannabisplanter trives bedst med en PPM-værdi på omkring 500 under den vegetative fase og 1000 under blomstringsfasen.

Du kan måle PPM med en TDS-måler (Total Dissolved Solids), der måler mængden af opløste stoffer i vandet. Overvågning af PPM er en mere avanceret teknik, og selvom det kan være nyttigt, er det ikke absolut nødvendigt for begyndere. Det er dog godt at have i baghovedet, hvis du vil udvide din viden og forbedre din dyrkningsfærdigheder.

Omvendt osmosevand

Selvom dit vand har den rette mængde af opløste stoffer, betyder det ikke, at alle disse stoffer er gavnlige for dine cannabisplanter. Vand kan nemlig også indeholde andre stoffer som bl.a. forurenende stoffer, bakterier og andre uønskede elementer.

Omvendt osmosefiltre er en effektiv løsning til at rense vandet fuldstændigt, så du selv kan give dine planter de ønskede næringsstoffer bagefter. Omvendt osmosefiltre kan fjerne 95-99 % af opløste salte i vandet og bruges derfor ofte i industrien til rensning af vand. Brugen af omvendt osmosevand er en mere avanceret dyrkningsteknik, og det er derfor heller ikke en nødvendighed for begyndere.

Test drænvandet

For at sikre sunde planter er det vigtigt at holde øje med, hvor mange næringsstoffer de får. For at gøre det skal du samle drænvandet i bakker, når du vander dine planter, og derefter teste både pH og PPM.

Cannabis trives bedst ved en pH-værdi på ca. 6,5. Du kan måle pH-balancen af drænvandet med en pH-måler. Vores pH-måler fra Hanna Instruments er supernem at bruge og giver dig hurtige og nøjagtige målinger. Hvis pH-værdien enten er for høj eller for lav, kan du bruge pH-regulerende produkter til at justere den til det optimale niveau.

Nu burde du have en god forståelse af, hvordan over- og undervanding påvirker dine planter, samt hvor vigtig vandkvalitet er for en vellykket dyrkning.

Ofte stillede spørgsmål om vanding af cannabisplanter samt vandkvalitet

Hvad er tegnene på overvandede cannabisplanter?
Overvandede cannabisplanter viser tegn som våd og mudret jord, slappe og bløde blade, nedadbøjede blade og hæmmet vækst.
Hvordan redder man en overvandet cannabisplante?
Du kan hjælpe overvandede planter ved at bruge blæsere og øge temperaturen for at fremskynde fordampning. I alvorlige tilfælde kan det være nødvendigt at omplante dem i nye potter.
Hvordan ser undervandede cannabisplanter ud?
Undervandede planter har tørre og sprøde blade, gule/brune misfarvninger, opadbøjede blade og hæmmet vækst.
Hvor lang tid tager det for en overvandet plante at komme sig?
Det afhænger af, hvor hårdt planten er ramt, men de fleste overvandede planter kommer sig inden for 3-7 dage.

Er du fyldt 18 år?

Indholdet på RoyaQueenSeeds.com er kun egnet til voksne og er forbeholdt myndige personer.

Sørg for, at du kender loven i dit land.

Når du klikker på ENTER, bekræfter
du, at
du er fyldt 18 år.

Emnefinder

eKomi silver seal
4.7 ud af 5
ud af 40633 bedømmelser